Hvad er en kæbecyste?
En kæbecyste er en væskefyldt sæk, som kan være udviklingsbetinget eller inflammatorisk, dvs. den kan enten opstå "af sig selv" eller være forårsaget af reaktion på betændelse. Cyster i kæberne udvikler sig så godt som aldrig til kræft.
Cyster vokser..
Cystevæsken er højmolekylær, den tiltrækker væske og udøver tryk på cysten og omgivende kæbeben indefra.
Derfor har cyster en tendens til at vokse og fortrænge/udhule kæbebenet
Med og uden betændelse..
Der kan gå betændelse i cyster af alle størrelser, og det kan være meget ubehageligt. Symptomerne er dunkende smerter, rødme og hævelse - ligesom ved en tandbyld
En cyste skal opereres.
En cysteoperation er ikke nogen svær opgave for den rutinerede operatør, og de fleste cyster kan opereres ambulant og i lokalbedøvelse. Det er naturligvis det rareste for patienten, hvis cysten ikke har vokset sig stor. Når cyster bliver store, kan det være vanskeligt at operere dem, uden at lave skade på fx. nerver til tænder.
En særlig type af de udviklingsbetingede cyster, keratocysten, har tendens til at komme igen, og heling efter operation skal følges ved røntgenkontrol. Hvis der er tvivl om diagnosen, skal fjernet væv undersøges ved mikroskopi.
En cyste i mundslimhinden
Cyster i mundslimhinden kan opstå, hvis udførselsgangen til en af de små spytkirtler bliver stoppet til. Der kan så danne sig en lille blære, som består af en tynd cystemembran med tyktflydende spyt i. De fleste cyster i mundslimhinden sidder i underlæben, og de bliver sjældent større end 1 centimeter i diameter.
Tilsvarende cyster i mundbunden kan blive betydeligt større. Disse cyster kan briste, klappe sammen og gendannes. De små slimhindecyster fjernes operativt. De større får "klippet låget af", og heling sker som et sår i løbet af 8 - 14 dage